Haze fik et stort underskud
|
Det dårlige vejr under store dele af årets musikfestival ved Harboøre, kommer til at koste Haze dyrt.
Sjaskregn og køligt vejr gav for få tilskuere til årets udgave af Haze over Haarum i Harboøre i begyndelsen af juni, og bestyrelsen har nu gjort regnskabet op: Det endte med et underskud på en halv million kroner.
”Det er jo altid alvorligt, når man får et underskud. Og når det så er et underskud på en halv million, så er det for en festival af vores størrelse rimeligt alvorligt”, siger festivalens formand, Gunnar Skytte, til Radio Midt&Vest.
Han forsikrer, at alle kreditorer får deres penge, men understreger samtidig, at festivalen står overfor svære udfordringer. Udfordringer, der skal løses i samarbejde med blandt andre lokalsamfundet og festivalens leverandører.
Gunnar Skytte mener dog trods alt, at der også vil en musikfestival ved Harboøre i 2013.
Tekst og foto: Erik Poulsen
|
|
|